Vi har i øjeblikket en række projekter, som vi søger donationer og/eller sponsorater til -der er tale om:
Scoretavle til hallen
Vi søger en donor eller sponsor til en ny scoretavle til vores nuværende hal. Forventet pris er ca. 30.000 kroner. Der er mulighed for at få reklame med fx firmanavn i forbindelse med tavlen.
Multibane/Goalstation
Vores fodboldlinje er vokset og har især i vinterperioden brug for alternativer til kunstgræsbanen ved stadion, da pladsen er knap for 80 fodboldspillere på en bane. Vi søger derfor donationer til etableringen af en multibane/goalstation på skolen. Samlet pris er ca. 1.200.000 kr. Ved større donationer er der mulighed for at kunne navngive banen - fx XY Arena. Bandereklamer er også en mulighed.
Central Park (udearealer)
Vi er i gang med en forskønnelse af udearealerne. Tanken er at skabe nogle grønne udearealer, der både er egnet til aktivitet og ophold og samtidig indbyder til læring i det fri. Arealerne vil være åbne for byens borgere i form af stisystemer, en mindre løbe- og MTB-rute, shelterplads, amfiteater, bålplads med mere. Her modtager vi donationer i alle størrelser - der vil ikke være mulighed for sponsorater i dette projekt.
IT-udstyr til udlån til elever fra hjem med begrænsede midler
Hvert år har vi elever, der kommer fra hjem, hvor der ikke er råd til fx en computer til undervisningen. Her har vi mulighed for at tilbyde en ældre lånecomputer til eleven. Ofte kan det dog være en fordel, hvis eleverne kunne få nyere udstyr, hvorfor vi gerne modtager donationer i form af nyere IT-udstyr især computere, som disse elever kan få fornøjelsen af.
Hvis du ønsker at støtte et af ovenstående projekter eller generelt ønsker at give en donation til Sportsefterskolen Aabybro bedes du henvende dig til forstander Esben Sevelsted Mathiasen på mail: forstander@sportsefterskolen.dk eller mobil 30701099.
På forhånd tak for støtten.